Dværgciklide, Afrikansk Sommerfugle ciklide 6-7cm 

Biotop og udseende:
Fisken kommer fra de 2 vestafrikanske stater Sierra Leone og Liberia, hvor den fortrinsvis lever i små vandløb, der snor sig gennem skov- og busklandskaber. Den deler bl.a biotop men Pelvicachromis humilis, der er en “fætter” til Kribensis. Vandløbene indeholder surt og blødt vand som det ofte er tilfældet i Vestafrika, men den både trives og formere sig i udmærket i Århusvand (pH 7,5, DG 15)
Det der kendetegner fiskens udseende er en lidt rundere form end f.eks Kribensis. Grundfarven er gullig, aftagende fra meget gul for oven og næsten hvid på bugen. Små selvlysende lysebål pletter er tapeseret i vandrette striber hen langs siden af fisken, hvilket formodentligt er årsagen til populærnavnet Afrikansk sommerfuglecichlide. Strålerne i rygfinner har en tilsvarende lyseblå skygge, der ender i en vandret stribe af rød og hvid.

Fisken har også sorte aftegninger, men disse variere meget i forhold til hviket humør fisken er i. Minimumsaftegningen er 3 sorte pletter hen langs siden. En på haleroden, en på gællelåget og en i midten. Dertil kommer en sort streg ned over øjet. Fisk der går alene eller fisk der føler sig truet, vil ofte gå med denne farvetegning. Et par, der går godt eller en gruppe ungfisk der føler sig godt tilpas,vil derimod ikke have de 3 pletter men i stedet have 6 lodrette sorte striber ned langs siden. Dette er meget nemt at efterprøve, hvis man har et par der går godt sammen. Prøv at skille dem ad, og de vil begge skifte farvetegning.

Størrelsen på et voksent par er omkring 9 cm for hannens vedkommende. Hunnen bliver omkring 7 cm. A. thomasi er en af de fisk, hvor der er et rent helvede at kende forskel på kønnene. I litteraturen findes der forskellige angivelser af hvordan man kan kende forskel på hanner og hunner, men jeg må indrømme at jeg aldrig med sikkerhed har kunnet kønsbestemme individuelle fisk. Det eneste jeg har konstateret, som er rimeligt sikkert, er at når 2 fisk på samme tid begynder at interessere sig for den samme sten eller planteblad, så er den mindste en hun og den største en han.

Opdræt:
Som allerede antydet er der tale om en substratleger, der lægger æg på flade sten, rødder eller planteblade. Når man har to fisk der tydeligt har skilt sig ud som par, kan det være en god ide et sætte dem over i et opdrætsakvarie på ikke unden 50 liter. Hvis man sætter dem alene over i et opdrætsakvarie uden andre fisk, vil de ofte begynde at skændes. Man kan derfor med fordel give dem en enkelt eller to andre arter som selskab. Det betyder at de retter en del af deres opmærksomhed mod disse fisk, og som i ethvert andet ægteskab er det godt med impulser udefra. Overflade-killies er framragende som selskab da A. thomasi mest befinder sig i den nederste trediedel. Fredelige ungefødere og små tetraarter kan også bruges.

Hvis man lægge en flad sten på et sted, som er rimeligt skjult og området omkring den er afgrænset af planter eller rødder, vil fiskene i 9 ud af 10 tilfælde vælge den til deres æg. Med skjult mener jeg egentlig bare et sted, der ikke ligger helt op af frontglasset eller midt på et stort ubeplantet område. Fiskene skal have en chance for både at føle sig trygge og for at forsvare området. Hvis man gør det lidt smart, vil fiskene ikke forsvare et område der er større end 20 x 20 cm

Begge fisk passer ungerne i den første tid og som regelen er de da også nogenlunde til det. De kan dog finde på selv at æde unger eller æg. Hvis det genteger sig mere end et par gange kan æggene med fordel klægges kunstigt. Man stiller et akvarie op på ca 12 liter med friskt vand fra hanen. En fintboblende luftsten sættes i og stenen eller bladet med æg lægget herover. Mellem 90- 95% af æggene vil på denne måde klægges og vokse op. Med passende vandskift kan ungerne opfodres med nyklægget artemia, i dette akvarie i en 3- 4 uger, hvorefter de bør sættes over i større omgivelser. I litteraturen er antallet af æg opgivet til op med 300, men mine fisk plejer dog ikke at give større kuld end 100 - 150.

Mange af de vestafrikanske cichlider syntes at have den “skavank”, at der enten er for mange hunner eller for mange hanner i kullet afhængig af opdrætstemperaturen og pH-værdien. Høj temteratur og høj pH giver mange hunner og omvendt. Mine erfaringer med A. thomasi siger mig, at det ikke er tilfældet med den, hvilket er ret behageligt da man jo også på en fornuftig måde skal kunne afsætte 100 - 150 unger.